Romano parmesan

Jeg lavede den 24 april sidste år, denne Romano parmesan ost. Den 14. marts i år var min mand og jeg på Hjortespring Bibliotek i Herlev, hvor jeg skulle holde et foredrag om mit liv med ostene. Jeg havde bestemt mig for, at min parmesan skulle åbnes (skæres over) på denne dag. Spændingen var meget stor - gennem næsten et år har jeg gået og passet og vendt denne ost og duftet til, hvor den blev stærkere og stærkere. Konsistensen var efterhånden helt stenhård. Jeg tænkte, måske kan vi slet ikke skære i den, men vi havde medbragt vores gode global kniv og min mand påtog sig frivilligt opgaven som den der skar. Wauw for en ost. Ofte er det svært at vente længe nok på et godt produkt, når man laver oste selv, men det var i sandhed værd at vente. Vi delte lidt smagsprøver ud af osten og der var mægtig god respons fra de mange der havde valgt at bruge en aften på at lytte til mig.Osten havde fået den for parmesan og hårde ostes meget karakteristiske lidt flagende konsistens, det er nærmest som der er salt flager der træder frem i osten.  Det er ikke sidste gang jeg laver en ROMANO. Faktisk bliver jeg nok nødt til i fremtiden, at producere en i hvert kvartal, for vi har 8 sammenbragt børn og de elsker at få en bid ind imellem af det jeg laver. Jeg lægger opskriften ind, næste gang jeg laver osten.